Urban har i dag en artikel om 8 medarbejder arketyper, der kaldes Rikke Rygtespreder, Mogens Modvind, Søren Supermand, Hanne Hyggespreder, Frederik Frigear, Ole OPgavespringer, Pia Planlægger, Rasmus Rampelys. Meningen med medarbejder typerne er at den enkelte medaarbejder skal kunne genkende sig selv.
De her arketyper er alt det som personas ikke er. Hvert navn er udtryk for en negativ kategorisering og jeg tvivler på, at der er nogen der har lyst til at se sig selv som en Frederik Frigear eller som en Rikke Rygtespreder. Ud over at kategorierne udtrykker kønsstereotypier, så er de svære at identificere sig med og svære at holde af. Så hvordan de skal bruges aktivt er ikke lige til at se. Jeg har set flere tendenser til at arketyperne vinder frem, især i medieverdenen, og de er altid beskrevet negativt eller som nogen som man kan lægge afstand til.
Her overfor står personas som en metode hvor formålet netop er at skabe engagement med brugerne. Hvis man skal kunne engagere sig i en bruger, så skal man også kunne identificere sig med brugeren. Da engagement netop består af både identifikation og empati. For at undgå at de bliver design til de dumme brugere eller de uvidende brugere, så er det vigtigt at persona’erne er beskrevet så man kan holde af dem.