Maria Ertner fra Magenta stiller følgende spørgsmål. Jeg har forsøgt at svare, men hvis andre har andre erfaringer eller meninger vil det være godt med bidrag:
Jeg er ansat som studentermedarbejder i en open source virksomhed, Magenta, hvor vi er i gang med et spændende projekt om at udvikle personas. Foreløbig er målet at udvikle personas over Magentas målgruppe til brug for vores eksterne kommunikation, men på sigt vil vi også gerne bruge dem i forbindelse med udvikling af webløsninger for vores kunder.
Hverken mine kollegaer eller jeg har erfaring med personas, og har derfor brug for sparring med en, der har arbejdet med personas i teori og praksis. Jeg håber du har lyst til at hjælpe os ved at uddele lidt af din ekspertise og give dine kommentarer til et par usikkerheder her i vores opstartsfase.
Vores spørgsmål er:
- Hvor bred en opgave kan man bruge et sæt personas til?Kan man udvikle et sæt personas til et stort projekt som eksempelvis relancering af et website, eller skal opgaveperspektivet være en mere klart defineret og snæver del af det projekt, som for eksempel den skriftlige formidlingsstil, designet, nyhedsbrevet, billedbrug eller informationsarkitektur? Kan et sæt personas ‘besvare’ spørgsmål relateret til alle disse underområder af et webrelancerings-projekt?
Svar: Personas udvikles til hele projektet som sådan. Selve udviklingen kan være forholdsvis omkostningstung og formålet med at bruge personas er, at de netop kan svare på, hvordan de forskellige personas forholder sig til formidlingsstilen, designet, hvilke informationer de vil foretrække i nyhedsbrevet mm. Dette kræver selvsagt, at man får informationer fra sin dataindsamling, som kan være med til at svare på disse spørgsmål og at beskrivelsen af den enkelte persona forholder sig til det, som er formålet med projektet.
Måden som man får svar på disse spørgsmål er, ved at forstille sig personaens brug af f.eks. nyhedsbrevet. Dette sker ved at lave et eller mange scenarier, der udforsker personaens brug af nyhedsbrevet. Scenariet er en helt konkret fortælling f.eks. det er mandag eftermiddag, Jeff der er kommunikationsmedarbejder på Bispebjerg Hospital sidder med en deadline for en artikel til intranettet da Magentas nyhedsbrev dukker op. Og hvad sker der så, hvad fanger Jeffs øje, hvad vil han læse. Vil han overhovedet læse det? Osv.
- Hvilke metoder anvendes typisk til indsamling af empiri? Er der nogle metoder, der er mere anvendelige end andre, og hvor mange forskellige undersøgelser plejer man at udføre, for at man kan udfylde sine personas med tilstrækkelig information? – og hvordan kan man udforme en interviewguide, som er rettet specifikt mod at udvikle personas ud fra interviews?
Svar: Der findes ikke noget typisk, det afhænger meget af budgettet. Det som er værd at bemærke er, at det er vigtigere at få målrettet information som ser på det område som personaen skal bruges i, end det er at få meget information. Jeg har både lavet dybde interviews og forsøgt at klare mig med viden fra traditionelle segmenteringsmodeller. Min holdning er, at så længe at man ved, at de informationer man har er mangelfulde og man derfor sikrer sig på andre måder, så kan det godt lade sig gøre.
- Personas skulle være en mindre ressourcekrævende metode end traditionelle målgruppeanalyser, hvordan det?
Svar: Personas er ikke nødvendigvis mindre ressourcekrævende, men er fokuseret i forhold til traditionelle målgruppeanalyser. Personas er som sådan ikke noget i sig selv, det er først i det øjeblik, at personas kædes sammen med et scenarie, at de beviser deres værd. Personas metodens styrke er, at man kan forestille sig brugen af et givent system/information/feature ud fra personaens point of view.
- Hvor grundigt skal man kende sin målgruppe inden man giver sig ud i et personasprojekt?
Svar: så grundigt som man kan komme til. Se ovenfor. Men, igen, det er vigtigt med fokus.
- Hvis du ellers kan anbefale noget læsemateriale, artikler eller lettilgængelige bøger om den praktiske udformnng af personas, ville jeg være meget interesseret i det. Jeg ved du selv har skrevet en del litteratur, men er ikke helt klar over, hvad der ville være mest anvendeligt i forhold til at planlægge et personasprojekt i praksis.
Svar: To bøger er i handlen: “Are the Users Always Right?” Og “The Personas Lifecycle.”